ÆBLEPLUKKERTUR 25. SEPTEMBER 2005

Mødestedet set fra Gåsetårnet.

     



Guldgåsen


Mødestedet for årets "Æbleplukkertur" var parkeringspladsen ved Gåsetårnet i Vordingborg, hvor 7 biler gav møde kl. 10.00.


Da vejret var helt perfekt og flere af deltagerne aldrig havde været oppe i Gåsetårnet, begav de 16 deltagere sig til fods hen til tårnet og ad de smalle trapper helt til tops, hvor der er en fantastisk udsigt ud over Vordingborg.

  Det er ikke hver dag, man får lejlighed til at nyde denne udsigt i et så godt vejr, som det var denne skønne sensommerdag.

 

Som det kan ses på billedet, var vejret perfekt til en tur rundt på ruinterrænet ved Gåsetårnet. I baggrunden ses Vordingborg museum, hvor der bl.a. er en urtehave med alverdens lægeurter. Et besøg værd !!


Efter turen op i højderne gik det i adstadigt tempo ned til Sydhavnen og via Ore Strand op til landevejen ved Rosenfeldt Gods. Her drejedes til venstre og vejen fulgtes de ca. 10 km til vejen mod Aunø.



På Aunø lå førhen Flyvevåbnets skole for kommende piloter - blandt disse var bl.a. kronprins Frederik. Flyverskolen er lukket for en del år siden, men arealet er nu udlagt som naturreservat, hvor man frit kan færdes - selvfølgeligt under hensyntagen til almindelig opførsel i naturen.
Det er desuden muligt at komme op i det tidligere kontroltårn, hvorfra der er en enestående udsigt over området, hvor man i klart vejr kan se helt til Gavnø. Det er fra tårnet muligt at se sæler i Aunø fjord, der omkranser den tidligere flyveplads. I dagens anledning havde en del af sælerne lagt sig fint til rette i det lave vand, og disse kunne med lethed betragtes i kikkert fra strandbredden.
Da stedet også benyttes som lejrskole er der gode muligheder for at nyde den medbragte mad på de dertil indrettede borde og bænke. Dette blev selvfølgeligt gjort - stadig i utroligt fint vejr, hvor der næsten ikke var en vind, der rørte sig.



Her ses sælerne ligge og sole sig.

   

Efter en spadseretur i området, var det tid til at bryde op for at finde frugtplantagen og afslutte en dejlig efterårsdag med at plukke æbler til vinteren.

Undervejs blev der tid til at udforske Masnedø Fort, der er blevet åbnet for offentligheden. Vi nøjedes dog med at inspicere fortet udefra og oppefra, da man kan gå rundt på terrænet og danne sig indtryk af, hvordan det har taget sig ud som forsvarsværk for mange år siden.

Alt i alt en rigtig god dag..

Hvis du vil se flere billeder fra dagen, kan du klikke her.

Kig på billederne - du går glip af meget ved ikke at deltage.
 

Klubben hvor der sker noget!


Copyright © Sydhavsøernes Citroën Klub 2001. Sidst opdateret den 07. oktober 2005

WEB-master, design m.m.: SFH DATA, Haslev.