<==

Løvspringsrally 26. maj 2019.

Årets løvspringsrally var i år henlagt til at foregå på Stevns.

En pæn flok medlemmer mødte op i deres køretøjer på parkeringspladsen ved frakørsel "Rønnede" på Sydmotorvejen.

 I var det kasserer Per, der havde arrangeret turen, der gik ad de små veje til Holtug med Holtug Savværk som mål.

Vel ankommet til Holtug Savværk, der er en over 100 år gammel virksomhed, blev vi modtaget af Hans Marcher samt hustru og søn.   Vi var ikke i tvivl om, at vi var kommet til det rigtige sted, for straks fik vi øje på Hans' grønne HY med teksten HOLTUG SAVVÆRK. Matriklen huser desuden 2 grønne Dyane'er.
     
Efter en tur rundt på det gamle savværk, der fungerer som det har gjort i en menneskealder, fik vi blandt andet øje på en HY, der er ved at få en kærlig hånd. Uden at forklejne noget, så kan det vist også siges at være tiltrængt.   Hans fortalte gladelig om savværket og den daglige drift, som nok må siges at være til at have med at gøre. Men der er ingen tvivl om, at der foregår ting og sager.
     
Som det fremgår af billedmaterialet er der stadigvæk gang i opskæring af ædelt træ.
Desuden har Hans en lille produktion af fuglefoderautomater samt mindre dritler, der tidligere var den primære produktion til forsendelse af smør til blandt andet England.
  Desuden foregår der en produktion af fastelavnstønder, som vi fik en lille demonstration af.
Som en lille specialopgave har Hans modtaget en sending kælke, der skal repareres, da de er knækket i mederne.
     
   

Stor tak til Hans Marcher Jensen med familie for en hyggelig dag.

Dagen sluttede med et smut ud til det gamle Holtug kalkbrud.

Billedkavalkaden viser med al tydelighed, at Løvspringsturen var en succes.
 

Er du med på en kigger, så er det her du klikker.

 


Copyright © Sydhavsøernes Citroën Klub 2019. Sidst opdateret den 07. juli 2019

WEB-master, design m.m.: SFH DATA, Haslev.